19. marts 2018

Ingen færdige koncepter når der skal udvikles holdspil for mennesker med demens

Rådgivning

”Bare vi kunne starte på mandag” og ”jeg skal da til at gå til håndboldfitness”. Det var et par af de kommentarer, der kom fra kursusdeltagere i Søndersø, da rådgivere fra Center for Holdspil og Sundhed var på besøg for at hjælpe sundhedspersonale med at skabe tilpassede holdspil til borgere ramt af demens. Holdspil der blandt andet indebar brugen af viskestykker og bold. Sågar en flok fluesmækkere i selskab med en ballon blev anvendt i den kreative leg med at udvikle holdspil, der kan bruges i ældreplejen i Nordfyns Kommune.

Tilpasning af holdspilstræningen til den specifikke målgruppe er vigtig for succesfuld gennemførelse af aktiviteterne. Det viser rådgiver René Andersen blandt andet ved at inddrage personale i Nordfyns kommune, der arbejder med demensramte, når der skal udvikles holdspil. For, som han siger er personalet jo eksperter i netop den målgruppe. Foto: Heidi Pagaard

Holdspil er aktuelt i Nordfyns Kommune, som for nylig blev Fyns første holdspilskommune. Derfor besøger rådgivere fra Center for Holdspil og Sundhed i øjeblikket frontpersonale for at rådgive og inspirere til brugen af tilpassede holdspil. Noget der, forståeligt nok, kan være lidt svært at forestille sig muligt.

For hvordan får man fysisk eller kognitivt udfordrede borgere til at indgå i boldlege, der kræver både koordination og smidighed.  Det er en udfordring, som rådgiver René Andersen er forberedt på at møde, når han er ude i landet og afholde kurser.

Siddende holdspil med viskestykker og bold kan også være god motion. Foto: Heidi Pagaard

”Jeg starter altid med den fysiske del af kurset - for holdspil skal tilpasses målgruppen. Derfor er undervisning i spiludvikling og tilpasning af holdspil til forskellige aktivitetsniveauer vægtet højt. Ved at inddrage personalets viden og erfaringer om deres borgergrupper i udviklingen af konkrete holdspil, sikrer vi, at de kommer hjem med noget, der er relevant og direkte brugbart i deres egen virkelighed. En af gruppeopgaverne var, at personalet skulle udvikle holdspil, der er egnet til borgere med demens, som de jo har meget større erfaring med, end jeg har.”

Det var også en strategi, der vandt genklang hos deltagerne, som især fik ahaoplevelser i forhold til muligheden for at graduere og tilpasse boldlegene.

”Det, jeg særligt tager med mig, er læringen, at man kan graduere spillene op og ned. Det synes jeg, har været rigtig godt. Man får ligesom en øjenåbner. Det her det kan jeg faktisk lave med de borgere, der er rigtig dårlige. Jeg har ikke selv haft idéerne til det. Jeg har altid bare tænkt, at nej, det kan jeg ikke gøre med dem – vi gør noget andet. Nu har jeg fået det der lille skub. Jeg vil og skal hjem og arrangere noget i stil med det, vi har lært i dag. Selvfølgelig skal jeg det”, fortæller Mette Jeppesen, som er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejder i aktivitetscenteret i Otterup. Her har hun i forvejen mange motionsaktiviteter med sine borgere, hvoraf 80 % er ramt af demens eller har demenslignende symptomer. Men altså ingen holdspil. Endnu.  

Kan man spille holdspil når man har demens?

I relation til borgere med demens, vurderer Mette Jeppesen fra Otterup, at det godt kan lade sig gøre at bruge holdspil som fysisk aktivitet.

”Jeg tænker, at noget af det her godt kan bruges til mennesker med demens – noget af det bliver for svært. Det der med at skulle huske mange informationer, det er en udfordring. Men det er jo så der, hvor man skal graduere lidt ned. Det bliver særligt relevant i den ene gruppe, jeg har – fordi nogle er demente og nogle er ’kun’ i gåseøjne udfordret fysisk. Så flere er egentlig meget mobile, men forstår slet ikke hvilken ende de skal skyde i og andre sidder i en kørestol, men er udmærket med på hvilken vej, vi nu skal.”

Det er svært ikke at blive begejstret, når spillet er i gang. Men det er faktisk også fordelen, for det skaber et flow og gør, at man glemmer anstrengelsen. Holdspil kan gradueres op og ned, så alle kan være med. Foto: Heidi Pagaard

Der er ifølge Sundhedsstyrelsens nye træningsguide til borgere med demens nogen evidens for, at fysisk aktivitet kan forbedre eller stabilisere den kognitive funktion hos mennesker med mild demens, mens der mangler viden om effekten hos mennesker med sværere grader af demens.

Rådgiver Ida Laurent fra Center for Holdspil og Sundhed var underviser på kurset sammen med René Andersen. Hun har været med til at udvikle Sundhedsstyrelsens guide og ved, hvad det er fysisk aktivitet kan gøre for målgruppen med demens:

”Studier har vist, at mennesker med demens som træner forbedrer evnen til at kunne gennemføre daglige aktiviteter, såkaldt Activity of Daily Living (ADL). Samtidig oplever de øget fysisk og psykisk velbefindende. Nogle studier finder endda en positiv effekt af fysisk aktivitet på kognitive funktioner hos mennesker med demens. Det er da spændende! På den måde kan man nemlig gå et lag dybere, og tale om muligheden for, at der er noget motion, der er bedre end andet motion i forhold til at påvirke hjernens funktioner. I den forbindelse ser man at tilegnelse af nye motoriske opgaver i tidsmæssig nærhed af højintens konditionstræning, fungerer godt. Et godt bud på at få pulsen op kunne være holdspil.”

Succesraten bliver højere hvis startniveauet er lige

Janni Cederskjold er rehabiliteringsterapeut i Søndersø Kommune, og hun har blandt andet et udendørstræningshold for borgere med demens. Der er allerede deltagere på holdet, der er glade for en bold, og hun glæder sig til at tage endnu mere inspiration til fysisk aktivitet med hjem til den daglige praksis:

”På vores udflytningshold er der er én, der er tidligere håndboldspiller. Han har været nede og købe en Elsa og Anna (fra tegnefilmen Frost red.) bold i Netto, som han har givet til holdet. Det er bare sådan en plastikbold. Men så tager vi den frem engang imellem - og så skal vi lige spille lidt. Det er forskelligt, om vi sparker til den, eller kaster med den.” Hun fortsætter: ”Jeg kan bruge rigtig, rigtig meget af det vi har lært i dag. Vi prøver jo netop at tage nogle af de her Dual Task opgaver med ind på holdet - noget smarttræning og den slags. Det vil jeg rigtig gerne inspireres meget mere af.”

I løbet af kurset skulle personalet selv komme på idéer til holdspil, som de kan bruge til de borgere, de træner med i hverdagen. Det førte til mange sjove og kreative indspil. Foto: Heidi Pagaard

Mette fra Otterup har tænkt på noget lignende og vil gerne sammensætte et særligt hold, hvor deltagerne forpligter sig til at spille holdspil i 12 uger.

”Jeg tænker sagtens, at man kan vække noget hos de demente, som er meget langt væk, hvis de for eksempel har spillet holdspil tidligere i livet. Derfor vil vi også prøve, ud fra deres livshistorie og interesser, at sammensætte en gruppe, der skal spille holdspil. På den måde vælger vi jo så, om det skal være et hold med kun demente eller det skal være et hold, hvor de er fysisk mobile etc.. Sådan, at de får et nogenlunde lige niveau – i hvert fald på det første hold. Vi sikrer os således, at vores succesrate bliver højere. Vi starter ikke med at blande dem i en stor pærevælling, så det hele falder til jorden, og de måske aldrig vil spille holdspil igen.”

Tommel op på det hele

Fra deltagerne blev der på den en afsluttende evaluering af dagen særligt lagt vægt på holdspillets sociale element, muligheden for at graduere og tilpasse til alle niveauer, få metoderne ind på ryggraden, og at turde prøve tingene af uden at have et færdigt koncept.

Det skortede ikke på kreativitet (og godt humør), da personalet skulle afprøve deres egne tilpassede holdspil for hinanden. Foto: Heidi Pagaard

Janni Cederskjold fra Søndersø sætter to streger under det, det hele handler om:

”Man har interviewet mennesker med demens og deres pårørende. Hvad vil de egentlig gerne? Det de kom frem til var, at borgere med demens gerne vil blive i eget liv lidt længere. Egne rammer, egen hverdag - og hvis man er mere fysisk aktiv, så kan man netop det.”

Den sidste kommentar, der røg ud i lokalet sent denne fredag eftermiddag var: ”tommel op til det hele” – og så kan man jo ikke bede om ret meget mere.