Hvor kan man ellers være nybegynder?  – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Holdspil og Sundhed > Nyheder > 2017 > Miks-hold i Vilstrup

07. juni 2017

Hvor kan man ellers være nybegynder? 

Motivation for holdspil

I Vilstrup i Sønderjylland spiller børn og voksne floorball sammen på blandede hold. Det har skabt et helt nyt fællesskab omkring motion, hvor en del af motivationen er at drible forbi sin mor eller far. Eller sit teenagebarn...

På miks-holdet i Vilstrup ved Haderslev spiller mænd, kvinder og børn floorball sammen, og det har skabt et unikt miljø omkring træningen. Her varmes der op inden det går løs for alvor. Foto: Bo Kousgaard

Egentlig er Rasmus Poulsen en dreng som de fleste danske drenge på 13 år. Han går i 6. klasse og hygger sig med vennerne, spiller computerspil og har rapperen Gulddreng i høretelefonerne. Men hver onsdag mellem klokken 18:15 og 19:30 gør Rasmus noget, som de færreste teenagere gør:

- Ja, altså, om onsdagen skal jeg her ned i hallen og give den gas sammen med min mor, siger Rasmus og smiler.

Med ’hallen’ mener Rasmus den lokale idrætshal i Vilstrup, hvor der en gang om ugen er smæk på, når dét de kalder ’miks-holdet’ træner. Her spiller børn og voksne floorball sammen, og det har været en stor succes at blande holdet, for det giver en særlig motivation at dyrke sport sammen med sin familie.

- Stemningen er fantastisk. De voksne og børnene gasser hinanden. Der er små spil i spillet. Kan jeg lave tunnel på mor? Score mål på far? Når børnene spiller mod de voksne, hvem vinder så? Rutine eller hurtighed? Det er virkelig intenst, og det gør det sjovt, fortæller frivillig instruktør Janne Bonde, der sammen med en anden instruktør har samtrænet børnene og de voksne siden september sidste år.

Denne dag deltager omkring 20 i træningen, og de får hurtigt temperaturen i hallen til at stige, når de indtager gulvet med hidsige dueller om bolden og høje latterudbrud.

Nyt fællesskab mellem børn og voksne

Rasmus er til træningen sammen med sin mor Marianne. For Marianne Poulsen har det blandede hold åbnet op for en helt ny form for samhørighed med Rasmus.

Rasmus og Marianne Poulsen sætter pris på det samvær, som de har fået ved at træne sammen. - Jeg er den, der scorer flest mål af os to – det går min mor ikke så meget efter. Hun er bedre i forsvaret. Hun er god til at fiske bolde fra folk, men jeg er til gengæld god til at finte, fortæller Rasmus Poulsen på 13 år.

- Det er en rigtig god måde at være sammen på. Det giver os noget at dele – vi laver noget sammen, der er sjovt. Vi får svedt og grint og pjattet sammen, og vi kommer trætte hjem. Det er hyggeligt, og det er en måde at få noget tid sammen uden den anden forælder og de andre søskende. Det er vel det, man kalder kvalitetstid og nærvær, funderer Marianne, der erkender, at nærværet også er forbundet med hårdt arbejde på banen:

- Man giver sig lidt mere på det her hold. Man vil så gerne have bolden fra de unge eller stoppe dem. Jeg har tit sagt, at ’jeg kan ikke løbe’, men i den her sammenhæng kan jeg. Jeg tænker ikke over, at jeg er træt. Jeg kæmper bare - kan slet ikke lade være! 

For Rasmus er det også meget motiverende at sætte mor på plads: 

- Det er ekstra sjovt at score, når det er min mor der står på mål. Vi stikker lidt til hinanden i kampene, og det gør det ekstra udfordrende, fremfor hvis det var en kammerat. Det er sjovere når man kommer hjem. Det giver jo drilleretten, smiler Rasmus.

Familien gør det lettere at komme i gang med at bevæge sig

Den faste kerne ved træningen er 6-7 drenge og 4 piger fra 5-6. klasse og deres forældre. De fleste bor i området, mens andre kommer inde fra den nærmeste større by Haderslev.

- Det er noget helt særligt, at man kan gå til noget sammen – det findes ikke mange steder. Man kan som barn få lov til at måle sig op af de voksne og få succes og mærke, at der er voksne, der gider lege med en. 

Instruktør Janne Bonde får en høj femmer af et par af miks-holdets unge spillere. Foto: Bo Kousgaard

- Nogle af de her unge er på et tidspunkt stoppet med andre former for idræt. Så er de blevet samlet op og er kommet i gang igen på floorball miks-holdet, hvor både venner og forældre kunne give hinanden et lille skub for at komme i gang. Hvor kan man ellers være nybegynder? Motionsfloorball er for alle, og det gør det endnu lettere at komme i gang, når man har mulighed for at spille sammen med sin familie, mener instruktør Janne Bonde:

Vi kalder det ikke for familieholdet 

Det er DGI, der, sammen med Floorball Danmark, har sat skub i motionsfloorball i det Sønderjyske. Foreningen i Vilstrup fik en særlig opstartspakke med materialer, trænerkursus og instruktørworkshop.

Det viste sig dengang, at det var forældre med børn, der dukkede op. Så det efterfølgende tilbud blev tilpasset familier og blev flyttet fra en sen til en tidligere træningstid for at give mulighed for, at de lidt yngre børn kunne være med på miks-holdene.

Det er ikke fordi man i Vilstrup ikke vil stå ved, at det er familier, der træner sammen. Men de kalder ikke holdet for familieholdet. De taler om det som ’miks-holdet’.

- Hvis vi kaldte det ’familieholdet’, så ville det måske få en snert af mor-barn gymnastik i nogles opfattelse, fortæller Janne Bonde.

På banen er vi alle lige

Spørger man Rasmus Poulsen, hvordan han havde det, første gang han skulle til træning sammen med sin mor, tænker han sig om en ekstra gang:

- Hm, jeg syntes vist, at det var lidt surt. Men nu vil vi det rigtig gerne sammen. Det det eneste vi rigtigt ’går til’ sammen fast. Det gode er, at man får tid med hinanden – og så kan man blive kørt hjem bagefter, griner han.

Marianne Poulsen mener, at miks-holdet er i stand til at fastholde både børn og voksne i motion med noget, der er sjovere end at løbe en tur sammen eller gå i styrkecenter:

- Det gør det lettere at røre sig, når man skal afsted sammen med sine børn. Det handler ikke længere bare om at køre og aflevere og hente, og det er virkelig dejligt, siger hun.

- Man skal ikke kunne noget bestemt for at være med. Man er god, fordi man er sammen og det er rigtig godt for nogen at mærke, at der er brug for dem til træningen. Det er lige meget hvad ens baggrund er; på banen er vi alle lige. En dag var der en, der sagde til mig: ’hvor er du bare god!’. Jeg svarede ’VI er gode – os alle sammen. Lige fra målmanden der redder en bold, og den der spiller den videre til den, der scorer’. Det er det særlige ved holdspil. Man kan ikke være god alene – vi har brug for hinanden.